Kan du se hvem det er
Oldefar lugtede altid lidt af snus. Det sagde mor. Line havde spurgt hende – hvad er det Oldefar lugter af
Det gjorde han også i dag. Det var efterårsferie, og Line var taget hjem for at besøge oldefar. De havde været i Bilka. Der havde de mødt en, oldefar kendte. Oldefar havde sagt
– det her er mit ældste oldebarn. Han havde lydt stolt. Og Line havde følt sig vigtig
Lidt senere havde de mødt en anden en, som oldefar kendte
– ja, jeg har netop fortalt Fru Larsen, at Line er mit ældste oldebarn
Oldefar så stolt ud igen. Men damen, som oldefar talte med sagde
– nej, det passer da ikke Aage. Heidi er da 4 måneder ældre end Line
Damen så næsten sur ud – men også lidt overbærende. Aage var en ældre mand efterhånden
– hvorfor sagde du ikke noget?
Oldefar så bebrejdende på Line
– hvorfor sagde du ikke noget? Du kunne da godt have sagt noget, Line
Line følte sig slet ikke vigtig mere. Hun følte sig helt forkert. Det var helt forkert, at hun var 4 måneder yngre end Heidi
Det gav en knude i maven at føle sig forkert. Line kunne ikke lide det
De gik op til kassen. Det var nogle meget lange og brede bånd, man skulle lægge sine varer op på. Det var meningen, man skulle købe meget i Bilka. Men oldefar og Line skulle ikke have så meget. 6 øl til oldefar og en sodavand til Line
Posen klirrede, da de gik hjemad. De sagde ikke noget. Oldefar havde ellers snakket så meget på vejen over til centeret. Line var lidt ked af, at hun ikke var født lidt tidligere. Så havde oldefar måske stadig været glad
På vej hjem mødte oldefar igen en, han kendte. Nu livede han lidt op
– tror du ikke pigen går og fortæller historier. Ha ha
Oldefar grinede, og manden grinede med
Line smilede, men knuden i maven var der stadigvæk
De lukkede sig ind i den lille mørke lejlighed. I stuen var der mere lys. Line satte sig i sofaen, og oldefar gik ud i køkkenet og knappede en øl og en sodavand op
Han kom ind i stuen med drikkevarerne. Line sagde tak og tog en tår af sin sodavand
Oldefar var tøet lidt op igen
– sikke noget med dig
Men han smilede, og de skålede, og så sad de sådan lidt
Line tog en slurk til af sin sodavand. Den var sød. Derhjemme fik hun aldrig sodavand. Hun kunne vist ikke så godt li sodavand, men det var det, man drak her, når man ikke drak øl. Oldefar tog den sidste tår af sin øl og gik ud i køkkenet og hentede en til. Line rejste sig, men satte sig hurtigt igen. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle. Det var første gang, hun havde besøgt oldefar alene. Det var første gang, hun var i hans lejlighed alene. Hun havde været nervøs, da hun skulle herhen. Mormor havde fortalt hvilke nr. han boede i. Der stod Nielsen på dørtelefonen. Det var svært at finde. Der var mange blokke og mange opgange, der lignede hinanden. Man skulle først finde et skilt med mange numre, og så skulle man se om oldefars nummer var blandt numrene på skiltet, og så skulle man finde huset med oldefars opgang. Det lignede alt sammen hinanden, men hun fandt det
Hun havde ringet på døren og oldefar havde lukket op. Det var længe siden, hun havde set ham sidst. Han lignede sig selv. Brune bukser, sorte sokker, brune sutsko med prophæl (mor sagde, det hed kork), hvid undertrøje og seler
Oldefar kom tilbage fra køkkenet med en ny øl
Line havde rejst sig igen og stod og kiggede på billederne på skænken. Hun kunne kende nogle af ansigterne
Der var mor, moster og onkel. Billedet var i sort/hvid. Det måtte være meget gammelt. Mor så meget ung ud
– kan du se, hvem det er? spurgte oldefar
– ja, svarede Line. Det er mor, Laila og Ole
Oldefar pegede på et andet billede
– kan du se, hvem det er?
Det kunne Line ikke
– det er din mormor og morfar. Fra dengang de blev gift
Hold da op. Nå, ja – måske lignede det morfar en lille smule. Pyha – det var svært at forestille sig, at mormor og morfar havde været unge
– nu skal du se her
Oldefar åbnede en skuffe i skænken. Skuffen var fyldt med billeder. Han rodede lidt i skuffen og fandt et foto frem
– kan du se, hvem det er?
Line kiggede. Så kiggede hun igen. Og igen. Det var mor, men hvem var det, der stod ved siden af hende. Der stod en mand med mørkt hår, men det kunne jo ikke være far, for mor og far er jo ikke gift. Det ligner mor. Det er mor, men det kan jo ikke være mor, for mor og far er jo ikke gift
– kan du ikke se det, smilede oldefar. Det er jo din mor og din far
Men mor og far er jo ikke gift, tænkte Line igen. Mor og far er ikke gift, men mor er på billedet i hvid kjole foran en kirke sammen med en mørkhåret mand
Mor og far er ikke gift.. mor og far er ikke gift. Det begyndte at svimle for Lines øjne
– men mor og far er jo ikke gift, fik Line endelig fremstammet
– jo din mor var jo gift med din… oldefar stoppede.. Oldefar stammede
– jamen, vidste du ikke.. jeg vidste ikke, at du ikke..
Line hørte ikke mere. Lines krop blev opslugt
Hvis min far ikke er min rigtige far… hvis min far ikke er min rigtige far.. hvis min far ikke er min rigtige far..
Line hørte ikke mere. Line så ikke mere. Line var ikke mere. Hun løb. Hun vendte ryggen til oldefar og løb. Hun løb ud af døren. Hun løb ud og hun løb og løb og løb
Line lå sammenkrøbet på gulvet under sofabordet hjemme hos mormor. Hun huskede ikke, hvordan hun var kommet der. Det var mørkt udenfor. Dagen var gået uden hende
Det var som om hun vågnede op. Alt det, der havde været indtil nu, havde bare været en drøm. Alt det der havde været rigtigt, var nu forkert. Line krøb længere sammen. Det gjorde ondt. Alt gjorde ondt i hende. Line krøb helt sammen. Den fyldte det hele. Smerten. Den sad lige der i hjertet, i maven og i halsen, men den fyldte det hele. Hun kunne ikke bevæge sig. Hun kunne ikke tænke. Hun kunne ikke sige noget. Hun kunne ikke. Der var kun smerte